Mobning

Politik til forebyggelse og håndtering af mobning

Hørsholm Skoles politik til forebyggelse og håndtering af mobning er underlagt følgende
rammer:
  • Folkeskoleloven
  • Skolens rammer for trivsel, skolebestyrelsen, november 2017
På Hørsholm Skole accepterer vi ikke mobning. Det betyder, at vi handler både forebyggende og når mobning/mobbetendenser observeres. Handlingerne vil altid afhænge af den enkelte situation og inddrage de forskellige involverede eller relevante aktører elever, forældre, lærere, pædagoger og ledelse.

Vi lægger vægt på ikke at se ”børn med problemer”, men ”børn i vanskeligheder”. Det vil sige, at børn ikke er et problem i sig selv, men børn kan af mange forskellige grunde handle problematisk og uacceptabelt og dermed være i vanskeligheder.

Et godt og tæt forældresamarbejde er afgørende for både at forebygge og håndtere mobning. Forældre opfordres til at kontakte skolen hvis de oplever at mobning foregår.

Hørsholm Skoles definition af mobning:

Når en eller flere personer gentagne gange og i længere tid bliver udsat for negative handlinger (på digitale medier, fysisk, psykisk eller verbalt) fra én eller flere personer.
Mobningen foregår som oftest i et socialt eller digitalt rum, hvor personen er ”tvunget” til at være.
Vi afgrænser mobning fra drilleri og konflikter, da vi anser drilleri og konflikter som et vilkår, eleverne skal lære at tackle.

Handleplan til forebyggelse af mobning:

  • Lærer og elever laver deres egne samværsregler i undervisningen, i klassen og på årgangen ud fra rammer for trivsel. På samme måde laver pædagoger og børn egne samværsregler i fritidsdelen. Samværsreglerne skal være tydelige og synlige for alle, og de evalueres løbende.
  • Skolen har et AKT-team. AKT er betegnelsen for arbejdet med børn, der er i vanskeligheder med Adfærd, Kontakt og Trivsel. AKT-teamet arbejder både med hele klasser og enkelte børn.
  • AKT-teamet kan gennemføre ”social træning” på alle klassetrin. Målet er, at eleverne udvikler kompetencer til at indgå i samarbejde og samvær med andre mennesker; herunder arbejder eleverne med redskaber til at kunne tackle de konflikter, de kommer ud for. Eleverne skal lære at respektere og acceptere hinanden og hinandens forskelligheder.
  • AKT-vejlederne kan efter behov deltage på forældremøder med fokus på, hvordan forældre kan understøtte trivsel og forebyggelse af mobning.
  • Ledelsen og skolens psykolog prioriterer og understøtter AKT-teamets arbejde med forebyggelse af mobning.

Handleplan til håndtering af mobning:

  1. Afklaring om, hvorvidt der er tale om mobning, drilleri eller konflikter i den konkrete situation.
  2. Inddragelse af relevante parter f.ek. SSP, psykolog eller sagsbehandler og analyse af mulige handlingsrum.
  3. Handlingsplan iværksættes ud fra den konkrete mobbe-situation. Eksempler på handlingsplan kan være:
    • Rammesættende samtaler mellem indblandede elever, lærere, pædagoger, forældre og skolens ledelse.
    • Inddragelse af AKT-team, der i samarbejde med klassens lærere tilrettelægger et forløb, som tager udgangspunkt i klassens relationer. Der arbejdes med interviews, observation, klassesamtaler, samarbejdsøvelser, rollespil, tillidsøvelser, lege, klasseledelse m.v.
    • Inddragelse af AKT-team eller kommunens inklusionsteam, der udarbejder et forløb for det enkelte barn.
  4. Evaluering og opfølgning på forløbet med inddragelse af relevante parter.